Vi bærer alle på sårbare dele af os selv. De er typisk ikke særlig gamle, måske kun børn eller usikre teenagere. De er bange, sårede, usikre og bærer af smerte, ensomhed eller traume. Vores indre vise system har lagt dem i eksil for, at de aldrig skal blive sårede igen eller overvælde vores indre landskab med deres smerte og frygt, så vi ikke kan "fungere" i verden.
Som på en rede af siv driver disse sårbare unge dele af os selv rundt på vores store indre hav. Isolerede og alene bærer de på den smerte, chok eller traume, der aldrig blev forløst "dengang" i tryg tilknytning til en kærlig voksen eller andre. Vores eksil venter på at blive fundet. De venter på at blive set, holdt og forløst for smerten, så de igen kan vende tilbage til det, de oprindeligt var født til nemlig glæde, leg, kreativitet og nysgerrighed.
Men vores vise indre landskab skal give tilladelse til, at vi kan nå vores eksil og hjælpe det med at forløse sin byrde. Det har nemlig i mellemtiden lavet effektive beskyttere af eksilet. Som en sort ulv, der snerrer med selvkritik, når vi kommer for nær eller en kontrolleret kvinde med sorte læber, der er snøret så meget ind i taljen, at end ikke et åndedræt får lov at passere. De beskytter sårbarheden som gjaldt det deres liv. De vogter porten ind - de er vores største frygt. De kan være ganske grusomme og skræmmende, men deres intention som eksilets beskyttere er altid god, selvom deres strategier er blevet til ødelæggende, fastfrosne og snærende bånd i vores nuværende liv.
Ligesom eksilet skal de vide, at det er trygt nu at lukke dig ind til det sårbareste. De skal vide, at du er den trygge person, der ikke var der dengang, men nu endelig er kommet. Det ved de kun, hvis du møder dem med samme kærlighed og forståelse, som du vil møde dit unge sårbare eksil med. De skal høres, de skal forstås i deres dybe beskyttende intention, og de skal æres for alle de år og alle de kræfter, de har brugt for at beskytte eksilet og hjælpe "dig" med at "fungere" i verden. De holder nøglen, og kun de kan give tilladelse til, at du kan gå gennem porten. Kun dem. Der er ingen forløsning uden deres tilladelse og tillid. Det er det, man kalder, "at se sin frygt (kærligt) i øjnene"
Rejsen til indre forløsning og vækst kræver altså et indre kærligt møde med hver en del af dig. Ulven, Kvinden med de sorte læber og Barnet, eller hvordan de nu vælger at vise sig for dig. Luk dine øjne og SE dit indre landskab, så vil de træde frem. Muligvis som personer, dyr, figurer eller som kropslige fornemmelser.
I terapi kan du få hjælp til dette indre arbejde. Det er en rejse, der transformerer og frisætter dig fra frygt, beskyttelse og smerte til den livfuldhed, kraft og glæde, du oprindeligt var født til.
Som terapeut er jeg din guide og din rejsefælle.